Sømandsforeningens Historie

Sømandsforeningens historie.

 

 

Peter Funks mindetavle

i Bådsmandsstræde

Når man skal fortælle om Sømandsforeningen af 1856 kommer man ikke udenom at fortælle lidt om foreningens stifter matros Peter Funk. Peter Funk blev født den 9. maj 1823 i et fæstehus i Vester Marie på Bornholm, som det syvende barn i en børneflok på otte.

 

At han kom til at hedde Funk bunder i datidens skik med at give børnene andre efternavne end faderens. Af de andre børn kom to til at hedde Lyster og to Kofoed.

 

Peter Funk var 4 år da hans mor døde. Faderen flyttede til Rønne, hvor han blev sergent i væbningen. Det var småt med penge i familien, så børnene blev sendt ud til fremmede. Mest uheldig var Peter, der blev vogterdreng. Det var en streng plads han kom i, og han levede hovedsageligt af tørt brød. Da han blev konfirmeret, tvang faderen ham i skrædderlære, hvor han dog kun blev i tre dage - det kunne han ikke holde ud. Han vendte tilbage til arbejdet på landet, men da faderen var meget hård ved ham besluttede han sig, da han var 17 år, til at tage til søs. Han drog til København med to rigsdaler på lommen for at få hyre, men der skulle gå 4 uger før det lykkedes ham.

 

 

 

 

Da krigen brød ud i 1848, blev de unge søfolk udskrevet til orlogs, og der blev stor mangel på søfolk til koffardifarten. Som følge deraf opstod begrebet "hyrebasser".

Disse gik omkring til skipperne, af hvem de fik i kommission at skaffe søfolk, hvorpå de gik til logiværterne for at høre om de kendte folk der søgte hyre. Som tiden gik blev det umuligt for en sømand selv at skaffe sig en hyre uden at betale et vederlag til en hyrebasse. Logiværterne benyttede sig af situationen og beholdt sømændene så længe som muligt, indtil de ikke havde flere penge på lommen og var nødt til at tage hyre.

 

Denne trafik harmede Peter Funk.

 

I dag er det svært at forstå de forhold, datidens søfolk levede og arbejdede under. De fleste levede deres liv på skibene, afbrudt af kortere eller længere ophold, der blev tilbragt på værtshuse og i sømandslogier. Social forsorg fandtes ikke. Blev man syg, var man overladt til sig selv eller til familien. Der fandtes et sted for søfolk, nemlig Bombebøssen. Men døde en sømand blev hans enke smidt på porten. Også dette var en torn i øjet på Peter Funk.

 

I 1864 tog Peter Funk en beslutning, der bl. a. fik til konsekvens, at jeg kan sidde her i dag og kigge ud på Wilders Kanal mens jeg skriver dette.

 

 

I 1856 indkaldte Peter Funk til stiftende generalforsamling i Sømandsforeningen, hvis første vedtægter indledtes således:

 

»For en Forening af Søfolk til Understøttelse i Tilfælde af Forlisning, under Sygdom, Alder og Trang, og om muligt til Grundlæggelse af en Fribolig eller Stiftelse for gamle og svage Søfolk og Søfolks Enker.«

 

De første par år gik det dårligt for foreningen, medlemmerne svigtede, der var ingen penge i kassen til at opfylde foreningens gyldne løfter. Men så i 1858 traf Peter Funk en løjtnant A. B. Rothe der havde læst om foreningen i avisen. Der blev holdt en ny generalforsamling og nedsat en kommission, som skulle udarbejde nye vedtægter for foreningen. På det første bestyrelsesmøde valgtes Rothe til formand.

 

Notits i Socialdemokraten

om radioreportage med beboere fra Prinsesse Maries Hjem i 1956

Peter Funk blev i bestyrelsen i to år, med ved generalforsamlingen i 1860 opnåede han ikke genvalg og trådte ud af bestyrelsen uden senere at blive genvalgt.

 

Den største forskel fra de oprindelige vedtægter lå i selve formålsparagraffen. Fra at være en forening, hvor medlemmerne gensidig hjalp hinanden, ændredes det til Hjælp til selvhjælp. I 1858 definerede man det således: " det vil sige at personer og institutioner, som har interesse eller forståelse og medfølelse for Sømandsstanden, rækker denne en hjælpende hånd til at sikre sig mod ulykker, alderdom og død."

 

Der fremkom en ny tanke, nemlig ikke bare at lave et "Sailors Home", men at bygge "arbejderboliger" for søfolk. Dette vandt så megen sympati, at Sømandsforeningen modtog en del gaver. Derfor oprettedes i 1873 FONDEN FOR SØMANDSBOLIGER.

 

I 1874 opførte Fonden For Sømandsboliger en trefløjet bygning med både lejligheder og et "Sailors Home" på Christianshavn. I 1911 blev det også til fribolig for enker og "Prinsesse Maries Hjem for Gamle Sømænd og sømænds Enker" blev indviet den 1 september 1911.

I 1860 holdt Peter Funk op med at sejle og blev færgemand i København, hvilket han var indtil 1874, da han fik knust en skulder. Han blev ansat som opsynsmand i Prinsesse Maries Hjems sømandsboliger i Wildersgade på Christianshavn.

 

Peter Funk var en meget bestemt herre. Gik det ikke efter hans hovede, var der ikke langt til at tage slående argumenter i brug. Flere gange fik han advarsler af foreningens bestyrelse, hvilket resulterede i at han i 1879 tog sin afsked. Men indtil sin død i 1901 boede han i en éet værelses lejlighed i Wildersgade.

 

 

Samfundet har ændret sig radikalt siden foreningens start, og foreningen har ændret sig i takt med tiden. Fra 1856 til 1995 har foreningen haft en bestyrelse bestående af søofficerer og ledende medarbejdere fra rederierhvervet. Prinsesse Maries Hjem har også ført en omskiftelig tilværelse. Fra i starten at være et egentligt sømandshjem, er hjemmet i dag et udlejningsbyggeri på linie med andre.

 

 

 

 

Indtil 1973 var samtlige lejligheder friboliger. I 1923 blev der opført en tilbygning med 22 lejligheder til den oprindelige ejendom, den del kaldes i dag den "nye afdeling".

 

 

I perioden fra 1973 til 1995 skete der store forandringer. Pludselig skulle der betales ejendomsskatter, hvilket hjemmet hidtil havde været fritaget for, og udgifterne til hjemmets administration og vedligehold steg og steg. Der var store udgifter forbundet med at installere centralvarme mv. Det betød at huslejen steg og steg fra 0 i 1973 til et niveau, der var væsentlig højere end i andet tilsvarende byggeri.

 

Igennem årene forsøgte flere beboere at få større indflydelse på deres egen situation, men blev hver gang mødt af en bedrevidende bestyrelse. Men i 1994/95 lykkedes det for beboerne.

PRINSESSE MARIES HJEMS BEBOERFORENING blev stiftet, med støtte fra langt de fleste beboere. Arbejdet med at få ændret tingenes tilstand resulterede i at den siddende bestyrelse i 1995 ved den årlige generalforsamling blev mødt med et mistillidsvotum, så den blev nødt til at trække sig.På en ekstraordinær generalforsamling i juni 1995 blev der dannet en ny bestyrelse, således at bestyrelsen i dag består af repræsentanter for de søfarendes faglige organisationer, samt beboere i hjemmet. En af de tre beboere i bestyrelsen virker i dag som arbejdende formand.

 

Bestyrelsen har sat sig som mål at udarbejde nye vedtægter for foreningen, således at de er i takt med tiden, med de sociale og uddannelsesmæssige forhold der råder i dag, samt at modernisere hjemmet, så det lever op til kravet om sunde og gode boliger.

 

Siden 1995 er medarbjederstaben skåret ned fra 5 personer til 1,5 og nogle af beboerne hjælper til på frivillig basis. Den gamle del af hjemmet har fået nyt tag af fransk naturskifer, der er installeret 15 badeværelser, og i 1999/2000 gennemføres en egentlig byfornyelse, således at hjemmet i løbet af år 2000 vil være gennemmoderniseret med bad og toilet i samtlige lejligheder.

 

Der er sket meget i de næsten 150 år foreningen har eksisteret. Samfundet er et andet idag en dengang. Men der er stadig brug for Sømandsforeningen. Selv om der idag er et socialt netværk, med folkepension og sociale pensioner, er det ikke nemt at blive gammel, slet ikke når man er alene. Prinsesse Maries hjem er med til at give vore ældre søfolk et ståsted i tilværelsen - et sted hvor man kommer hinanden ved.

 

Helge Dam-Larsen

Kbh. 1999

 

 

 

100 års jubilæum fejres i Håndværkerforeningen

med deltagelse af Prins Axel 

Livets nydes på bolværket

Copyright @ All Rights Reserved